God start i krea-rummet på Friplejehjemmet Asbjørn
D. 11.03.2026
Krea-rummet på Friplejehjemmet Asbjørn er kommet godt fra start og danner allerede rammen om hyggelige aktiviteter for beboerne hver mandag formiddag.
I mandags stod Claus for Bjeskklubben, hvor deltagerne er i gang med at fremstille en særlig påskebjesk. Bjesken laves på en base af Brøndum Klar og får smag af blandt andet havtorn, citrontimian og honning.
Samtidig sørgede Susan, Celina og Line for kreative aktiviteter i krea-rummet, hvor beboerne lavede hyggelig påskepynt og nød samværet omkring bordet.
Mandagene i krea-rummet er dermed allerede blevet et samlingspunkt for både kreativitet, fællesskab og gode stunder på Friplejehjemmet Asbjørn.



Banko med besøg fra elever fra SOSU NORD
D. 06.03.2026
Friplejehjemmet Asbjørn havde i dag besøg af fem elever fra SOSU NORD, som alle er social- og sundhedsassistentelever og har cirka ét år tilbage af deres uddannelse.
Som en del af deres undervisning skulle eleverne planlægge og gennemføre en valgfri aktivitet, der var tilpasset beboernes funktionsevne. I den forbindelse havde de arrangeret en hyggelig omgang banko for beboerne på plejehjemmet.
Formiddagen bød på bankospil, kaffe og kage samt præmier til de heldige vindere. Det blev en hyggelig stund med smil, spænding og fællesskab omkring bordene.
Vi siger mange tak til eleverne fra SOSU NORD for besøget og for at skabe en dejlig aktivitet for vores beboere.



Besøg fra 4.T fra Tornby Skole
D. 05.03.2026
Friplejehjemmet Asbjørn havde i dag fornøjelsen af at få besøg af 4.T fra Tornby Skole, som deltog i vores ugentlige sangformiddag sammen med beboere og frivillige.
Eleverne optrådte med flere sange og sang også sammen med beboerne, hvilket skabte en hyggelig og livlig stemning. Derudover havde klassen lavet fine gækkebreve med små hilsner til beboerne – en gestus, der blev taget imod med stor glæde.
Efter sangen spiste vi frokost sammen, og eleverne fik også mulighed for at se vores krea-rum. Besøget blev rundet af med en tur udenfor i det gode vejr, hvor de fik et kig på udeområderne.
Vi siger mange tak til eleverne og lærerne for besøget og for en rigtig hyggelig dag på Friplejehjemmet Asbjørn.



Flotte donationer fra De Kreative i Lønstrup
D. 26.02.2026
Friplejehjemmet Asbjørn har haft fornøjelsen af at modtage en hjertevarm donation fra De Kreative i Lønstrup.
Ved besøget overrakte Inger Marie på vegne af foreningen en række flotte og håndlavede gaver, herunder patchworktæpper til sofaerne i dagligstuen, fine blomster, hæklede sprutter og hyggelige tæpper til beboerne.
Donationerne bidrager til at skabe en varm, hjemlig og tryg atmosfære i hverdagen og har stor betydning for både trivsel og hygge på plejehjemmet. Vi er meget taknemmelige for den omtanke og generøsitet, som ligger bag gaverne.



Indvielse af krea-rummet
D. 20.02.2026
Friplejehjemmet Asbjørn har officielt indviet sit nye krea-rum, som fremover danner ramme om kreative og hyggelige aktiviteter for beboerne.
Åbningen blev markeret med en lille reception, hvor Claus, Susan, køkkenet og resten af personalet bød på Mimosa og skabte en festlig og varm stemning i anledning af den nye milepæl.
Fremover vil der hver mandag formiddag være aktiviteter i krea-rummet. Her kan beboerne deltage i alt fra spil og kreative projekter til andre hyggelige indslag, der styrker fællesskab, fordybelse og livsglæde i hverdagen.
Krea-rummet står nu klar, og vi glæder os til mange gode stunder i de nye rammer.



Sang, dans og Kandis på storskærm på Asbjørn
D. 19.02.2026
Hver torsdag samles beboerne til fællessang på Friplejehjemmet Asbjørn, hvor frivillige spiller klaver og synger sammen med os. Musikken er en fast og værdsat del af hverdagen og skaber både fællesskab og gode minder.
I dag måtte vi dog tænke i nye baner på grund af sygdom. I stedet blev storskærm og højttalere tændt i spisestuen, og beboerne nød en koncert med det populære danseband Kandis.
Der blev sunget med fra stolene, heppet og budt op til dans, og stemningen var både livlig og hyggelig. Formiddagen viste endnu en gang, hvordan musik kan samle os – også når rammerne ændrer sig.



Fastelavn med besøg fra Børnehuset Tornby
D. 16.02.2026
I dag havde Friplejehjemmet Asbjørn fornøjelsen af at få besøg af en gruppe børn fra Børnehuset Tornby, som kom forbi til en hyggelig fejring af fastelavn.
Sammen slog vi katten af tønden, sang fastelavnssange og legede, mens beboerne heppede og deltog i den festlige stemning. Besøget vakte stor glæde og skabte smil og latter på tværs af generationer.
Vores ergoterapeut Kimberley var naturligvis også hoppet i udklædningstøjet og gav en hjælpende hånd.
Vi vil gerne sige en stor tak til børnene og de mange flotte prinsesser, superhelte, politibetjente og andre fantasifulde udklædninger, som gjorde dagen ekstra festlig og mindeværdig.



ATRA arkitekter sætter ord og billeder på livet på Asbjørn
D. 12.02.2026
Vores arkitekter ATRA arkitekter har lavet endnu en fin video om os på Friplejehjemmet Asbjørn, som du kan se på vores Facebook side.
I videoen er det vores sundhedspersonale Susan og Claus samt vores kok Emil, der sætter ord på hverdagen på Asbjørn. De fortæller om de hjemlige rammer, om nærværet i relationerne, om naturen lige udenfor vinduerne – og om duften af hjemmelavet mad fra køkkenet, der hver dag breder sig i huset.
Hos os er det beboernes hjem – og vi er gæster i det. Den tilgang gennemsyrer både kulturen og indretningen. Det er beboernes vaner, rytmer og ønsker, der sætter retningen for hverdagen, mens vi som personale understøtter med faglighed, omsorg og respekt.
Videoen giver samtidig et indblik i de fysiske rammer, som danner grundlag for livet på Asbjørn. Boligerne er organiseret i overskuelige enheder med direkte adgang til fællesrum, terrasser og grønne opholdsarealer. I centrum ligger det lyse hjerterum, hvor det daglige liv udfolder sig – med madlavning, samtaler og samvær mellem beboere, medarbejdere og besøgende.
Udearealerne er anlagt med belægning hele vejen rundt om huset, og mange beboere går ture hver dag. Faktisk er vejret noget af det første, flere spørger om om morgenen – fordi naturen er trukket helt ind via de store vinduespartier, som giver lys, udsyn og fornemmelsen af årstidernes skiften tæt på.
I køkkenet laver Emil hjemmelavet mad fra bunden hver dag. Duften vækker appetit, minder og livsglæde – og ifølge flere pårørende har det gjort en tydelig forskel for beboerne. For Emil selv betyder det også noget særligt: han fortæller, at han glæder sig til at komme på arbejde hver dag.
Se med på vores Facebook-side og få et indblik i, hvordan arkitektur, omsorg og hverdagsliv går hånd i hånd – og hvordan medarbejdere og rammer sammen skaber et værdigt og levende hjem.
Job- & Karrieremesse i Hjørring
D. 28.01.2026
Onsdag deltog Friplejehjemmet Asbjørn i Job- & Karrieremessen i Park Vendia, hvor forstander Anne Marie og souschef Dorte repræsenterede plejehjemmet.
Messen gav mulighed for at møde både ledige, jobskiftere samt unge fra erhvervsskoler og gymnasiale uddannelser og skabe dialog om job- og karrieremuligheder på Asbjørn.
Vi siger tak til alle, der lagde vejen forbi vores stand og viste interesse for at arbejde på Friplejehjemmet Asbjørn.



Ugentlige gåture giver frisk luft og trivsel
D. 28.01.2026
På Friplejehjemmet Asbjørn er ugentlige gåture en fast aktivitet for de beboere, der har lyst.
Hver onsdag går beboere og medarbejdere en tur sammen rundt om plejehjemmet.
Selv på kolde dage vælger flere beboere at deltage, da frisk luft og let motion bidrager positivt til både fysisk trivsel og humør. Gåture er en del af hverdagen på Asbjørn og understøtter et aktivt og meningsfuldt liv for beboerne året rundt.



Donationer til krea-rummet “Drivhuset”
D. 23.01.2026
Friplejehjemmet Asbjørn har etableret et kreativt rum – Drivhuset – hvor beboerne samles om hyggelige og meningsfulde kreative aktiviteter.
For at skabe de bedste rammer modtager vi løbende donationer i form af kreative materialer, som eksempelvis garn, stof, pap, sten, kogler og andre genbrugsmaterialer. Donationerne er med til at understøtte fællesskab, kreativ udfoldelse og livsglæde i hverdagen.
Donationer kan afleveres direkte på Friplejehjemmet Asbjørn ved henvendelse på det røde kontor.


Besøg fra Læsø
D. 15.01.2026
I går havde Friplejehjemmet Asbjørn fornøjelsen af at få besøg af en delegation fra Læsø. Delegationen var på besøg for at se plejehjemmet og hente inspiration til det nye plejehjem, der skal opføres på Læsø. Gruppen bestod både af repræsentanter og borgere fra det nuværende plejehjem på øen.
Vores souschef Dorte Olesen stod for rundvisningen og fortalte om hverdagen, værdierne og rammerne på Asbjørn. Rundvisningen blev ledsaget af tonerne fra husets ugentlige fællessang, som gav delegationen et stemningsfuldt indblik i dagligdagen på plejehjemmet.
Vi vil gerne sige tak for besøget og for den fine gave i form af Læsø sydesalt – en meget værdsat og smuk gestus. Tak for en god og inspirerende dag med erfaringsudveksling og gode samtaler.



Smuk snemorgen ved Friplejehjemmet Asbjørn
D. 10.01.2025
Fredag morgen blev Friplejehjemmet Asbjørn mødt af en smuk, snedækket solopgang. Sneen, det klare lys og vinterens ro skabte en helt særlig stemning omkring huset og gav en fredelig start på dagen.
Vintermorgenen satte sit præg på omgivelserne og indfangede den stille og stemningsfulde side af årstiden. Vi deler derfor en række billeder, som viser, hvor meget sne der er faldet, og som giver et indblik i den smukke vinterstemning ved plejehjemmet.



Nærværende og stemningsfuld gudstjeneste
D. 07.01.2026
Den første onsdag i hver måned får Friplejehjemmet Asbjørn besøg af sognepræst Svend Thorhauge fra Tornby og Vidstrup Kirker, som afholder gudstjeneste for beboerne.
I dag blev årets første gudstjeneste afholdt i vores stue og dannede rammen om en rolig og nærværende stund for de beboere, der deltog. Stemningen var præget af fællesskab, eftertanke og fordybelse.
I forbindelse med gudstjenesten havde vi også fornøjelsen af at indvie et nyt og smukt trækors, som er doneret til Friplejehjemmet Asbjørn af Karsten fra Harboøre. Korset vil fremover være et meningsfuldt og samlende element ved gudstjenesterne.
Tak for en meget fin og vellykket gudstjeneste, som gav ro, nærvær og fællesskab.


Glad smiley efter fødevarekontrol
Vi er startet ind i 2026 med en rigtig god nyhed. Friplejehjemmet Asbjørn har haft et uanmeldt besøg fra Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og efter en ordinær kontrol kunne vores køkken beholde den glade smiley – helt uden anmærkninger.
På Friplejehjemmet Asbjørn lægger vi stor vægt på at servere god, velsmagende og nærende mad for vores beboere. Samtidig er det afgørende for os, at hygiejne, fødevaresikkerhed og korrekt håndtering altid lever op til de højeste standarder.
Den flotte kontrolrapport bekræfter, at vores arbejdsgange og daglige indsats er i orden, og det er vi både stolte af og glade for. Som en del af nyheden deler vi et billede af vores nye smileymærke samt udvalgte billeder af maden, der blev lavet nytårsaften.



Godt nytår fra Friplejehjemmet Asbjørn
D. 31.12.2025
Friplejehjemmet Asbjørn ønsker alle et godt og lykkebringende nytår. Vi ser frem mod et nyt år med fortsat fokus på fællesskab, udvikling og samarbejde, og vi håber, at både pårørende, frivillige og samarbejdspartnere også fremover vil være med til at støtte op om hverdagen hos os.
Sammen arbejder vi for at gøre Friplejehjemmet Asbjørn til det bedst mulige plejecenter – et sted, hvor tryghed, værdighed og livskvalitet er i centrum.
Nytårsmenuen:
I anledning af nytåret har beboerne i dag kunnet nyde en særlig nytårsmenu:
- Frokost: Nytårstorsk med sennepssovs, rødbeder, grønt og kartofler.
- Aftensmad: Tapas med blandt andet forskellige oste, oliven, hvidløgsspegepølse, serranoskinke, chorizo, mini grignotons og meget mere.
Vi vil gerne rette en stor tak til Ruth Holding A/S, som har sponsoreret nytårstorsken. De friskfangede torsk er leveret af Venmark Fisk A/S og indkøbt på Hirtshals Fiskeauktion.
Hvis du vil se mere fra nytårsaften, kan du finde flere billeder og glimt fra fejringen her.
Tak for støtten – og endnu en gang godt nytår til jer alle.



God jul og godt nytår fra forstanderen
D. 24.12.2025
Kære alle
Julen nærmer sig, og i vores første år som nyåbnet friplejehjem vil vi gerne sende en stor og hjertelig tak til alle jer, der har været med til at gøre denne start mulig.
Tak til vores beboere for tilliden og for at være med til at skabe liv, fællesskab og hverdag i huset.
Tak til pårørende for jeres engagement, opbakning og gode samarbejde.
Tak til vores dygtige og engagerede personale, som hver dag yder en stor indsats med faglighed, omsorg og hjerte.
Tak til vores bestyrelse for retning, støtte og opbakning – og til støtteforeningen for jeres uvurderlige bidrag.
Og ikke mindst tak til alle vores frivillige, som med tid, nærvær og varme gør en mærkbar forskel i hverdagen.
Vi vil også gerne rette en stor tak til vores samarbejdspartnere for et godt og konstruktivt samarbejde i opstartsfasen.
Vi håber, at I alle har lyst til fortsat at støtte os i det kommende år og være med til at udvikle og styrke fællesskabet, så vi sammen kan gøre dette til det bedst mulige plejecenter – et sted, hvor tryghed, værdighed og livskvalitet er i centrum.
Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.
De varmeste julehilsner
Friplejehjemmet Asbjørn og forstander Anne Marie Rosenkilde



Årets korteste dag
D. 21.12.2025
På årets korteste dag markerede vi overgangen til lysere tider, da en gruppe engagerede frivillige hjalp med at plante blomsterløg i udeområderne ved Friplejehjemmet Asbjørn.
Det blev en dejlig dag med fællesskab, frisk luft og godt humør, hvor både samvær og glæden ved at gøre noget sammen var i centrum. Blomsterløgene er nu plantet, og vi ser frem til foråret, hvor de vil springe ud og skabe farve og liv omkring vores udendørsarealer.
En stor tak til alle de frivillige, som gav en hånd med og var med til at gøre dagen både meningsfuld og hyggelig.



Julen blev sunget ind på Friplejehjemmet Asbjørn
D. 18.12.2025
I dag har Friplejehjemmet Asbjørn haft musikalsk besøg, hvor julestemningen for alvor blev sat i gang. Beboerne kunne nyde smuk korsang fra Tornby-Vidstrup Kirkernes Børnekor, som fremførte fem stemningsfulde sange.
Derudover bidrog Tornby-Vidstrup Rytmiske Kor med blandt andet den velkendte julesang “En stjerne skinner i nat”, som skabte en rolig og varm stemning blandt både beboere og medarbejdere.
Det blev en hyggelig eftermiddag fyldt med nærvær, fællesskab og musikalsk glæde. Vi vil gerne sige en stor tak til korene for besøget og de smukke sange – samt til de frivillige, som var med til at gøre oplevelsen mulig og skabe en dejlig ramme om arrangementet.



Julefrokost
D. 17.12.2025
I dag har vi afholdt julefrokost for både beboere og personale på Friplejehjemmet Asbjørn – en hyggelig og stemningsfuld middag fyldt med nærvær, smil og ægte juleglæde.
Emil og Kristopher fra køkkenet havde sørget for en klassisk og indbydende julemenu og lavet mad til den helt store guldmedalje. På menuen var blandt andet sild med karrysalat, kogt hamburgerryg, sylte, flæskesteg, brunede kartofler, risalamande og meget mere, som tilsammen skabte en autentisk juleoplevelse.
Undervejs blev der hygget i festligt lag, snakket og sunget et par julesange, som satte prikken over i’et på en dejlig julefrokost. Fælles måltider som disse er med til at styrke fællesskabet og skabe gode minder i hverdagen.






Smukt Luciaoptog på Friplejehjemmet Asbjørn
D. 12.12.2025
Vi havde Friplejehjemmet Asbjørn fornøjelsen af at få besøg af Skolecenter Hirtshals, hvor klasse 3.T gik et stemningsfuldt Luciaoptog gennem huset. Optoget blev efterfulgt af fællessang, som bidrog til en rolig og varm julestemning.
Luciaoptoget skabte en helt særlig stund, som både beboere og medarbejdere satte stor pris på. Den stille sang, lysene og børnenes nærvær gav anledning til fordybelse, smil og hyggeligt samvær – og passede perfekt ind i juletiden.
Vi vil gerne sige en stor tak til 3.T fra Skolecenter Hirtshals for besøget og for at dele denne fine tradition med os. Det var en glæde at have jer på besøg og opleve den gode stemning, I bragte med jer.



Julebanko med fællesskab og hygge på Friplejehjemmet Asbjørn
D. 05.12.2025
Vi fornøjelsen af at afholde julebanko på Friplejehjemmet Asbjørn. I alt deltog omkring 50 personer – herunder beboere og vores engagerede frivillige – til en stemningsfuld eftermiddag fyldt med juleglæde og hyggeligt samvær.
Der blev spillet banko, grinet og delt mange gode øjeblikke, og præmierne spændte bredt med fine gaver i mange forskellige former og størrelser. Arrangementet skabte en varm og festlig stemning, hvor fællesskabet var i centrum.
En stor tak skal rettes til vores frivillige for deres indsats og for at være med til at skabe en tryg og hyggelig ramme om arrangementet. Derudover vil vi gerne sige tak til Brugsen Tornby samt pårørende og frivillige for at have sponsoreret de flotte gaver til bankospillet. Støtten betyder meget og bidrager i høj grad til at gøre sådanne arrangementer mulige.
Tak for en dejlig eftermiddag fyldt med smil, varme og ægte julehygge.



Brunsvigerens dag fejres på Friplejehjemmet Asbjørn
D. 09.10.2025
I dag fejrer vi Brunsvigerens dag på Friplejehjemmet Asbjørn – og det markerer vi naturligvis med kage og hyggeligt samvær.
Vores serviceassistent Lisa har været i køkkenet og bagt ikke bare én, men hele tre lækre kager. På menuen er der både klassisk brunsviger, æblekage og chokoladekage, så der er noget for enhver smag.
Kagerne serveres til eftermiddagskaffen og danner rammen om en hyggelig stund med god stemning, nærvær og fællesskab. Små traditioner og fælles oplevelser som disse er med til at skabe en varm og hjemlig hverdag for beboerne.



Efterårshygge og kreativt samvær på Friplejehjemmet Asbjørn
D. 02.10.2025
Oktober har meldt sin ankomst, og efterårsstemningen er for alvor rykket ind på Friplejehjemmet Asbjørn. Huset er præget af varme farver, kreativ udfoldelse og hyggelige fællesaktiviteter.
I dag havde vi besøg af KFUM Spejderne i Tornby-Vidstrup Gruppe, som sammen med beboerne stod for en hyggelig og kreativ efterårsaktivitet. Her blev der blandt andet lavet græskarhoveder og kastanjedyr, og både latter og gode snakke fyldte rummet.
Resultatet kan i disse dage opleves ved hovedindgangen, hvor en række (u)hyggelige græskar byder besøgende velkommen og vidner om et levende fællesskab og en aktiv hverdag.
Vi sætter stor pris på besøget og vil gerne sige tak til spejderne for at bidrage med kreativitet, engagement og ægte efterårshygge – til glæde for både beboere og medarbejdere.



Officiel indvielse af Friplejehjemmet Asbjørn
D. 11.09.2025
I dag blev en vigtig milepæl markeret med den officielle indvielse af Friplejehjemmet Asbjørn i Tornby. Dagen samlede beboere, pårørende, medarbejdere og inviterede gæster til en festlig og stemningsfuld fejring.
Programmet bød på musikalske indslag fra blandt andet Hjørring Musikskole, som satte en smuk ramme om dagen. Derudover var der taler ved bestyrelsesmedlem Kurt Bærentsen og borgmester Søren Smalbro, som begge satte ord på betydningen af friplejehjemmet for både beboere og lokalområde.
Et særligt højdepunkt var afsløringen af kunstværket “Vandreblokken”, også kendt som “Asbjørn-stenen”, skabt af den lokale kunstner Morten Lykke. Kunstværket markerer friplejehjemmets identitet og tilknytning til lokalområdet.
Efter den officielle indvielse blev dagen rundet af med en festmiddag for beboere og pårørende, hvor fællesskab og nærvær var i centrum.



Madglæde og fællesskab på Friplejehjemmet Asbjørn
D. 28.08.2025
Den første måned på Friplejehjemmet Asbjørn er nu gået – og det har været en måned fyldt med gode oplevelser, nye relationer og ikke mindst madglæde.
Et godt måltid har stor betydning for både trivsel og fællesskab, og siden åbningen har vores køkken serveret en lang række velsmagende og indbydende retter for beboerne. Måltiderne har dannet rammen om hyggelige stunder, gode samtaler og samvær i hverdagen.
Vi lægger stor vægt på, at maden skal være nærende, velsmagende og appetitlig, samtidig med at den skaber en hyggelig atmosfære omkring bordet. I løbet af den første måned har beboerne kunnet nyde varierede retter, som både tager hensyn til ernæring, smag og spiseglæde.
Vi ser frem til mange flere gode måltider og fælles oplevelser omkring maden – som en naturlig og vigtig del af hverdagen på Friplejehjemmet Asbjørn.



Flere beboere flytter ind på Friplejehjemmet Asbjørn
D. 15.08.2025
Vi har igen haft fornøjelsen af at byde nye beboere velkommen på Friplejehjemmet Asbjørn. Med flere indflytninger begynder huset for alvor at fyldes med liv, fællesskab og gode samtaler – præcis som vi har ønsket os fra begyndelsen.
Samtidig har den forgangne uge budt på en række aktiviteter, hvor både trivsel og bevægelse har været i fokus. Beboerne har nydt hyggelige stunder på terrassen i solen, ligesom der har været træning og aktiviteter sammen med vores dygtige ergoterapeuter. Her har smil, latter og leg gået hånd i hånd med fysisk aktivitet og samvær.
Det er en stor glæde at opleve, hvordan fællesskabet vokser dag for dag, og hvordan beboerne finder sig godt til rette i deres nye omgivelser. Vi ser frem til mange flere gode øjeblikke og en hverdag fyldt med nærvær, aktivitet og livskvalitet.


Velkommen til de første beboere på Friplejehjemmet Asbjørn
D. 01.08.2025
I dag markerer en vigtig milepæl, da vi med stor glæde har budt de første beboere velkommen på Friplejehjemmet Asbjørn. Efter lang tids forberedelse og forventning er hverdagen nu officielt begyndt – og det blev en dag fyldt med smil, varme og gode møder.
Vores engagerede dagvagtsteam stod klar fra morgenstunden for at tage imod både beboere og pårørende og sikre en tryg og rolig indflytning. Køkkenet bidrog med en velsmagende frokost, som blev nydt i rolige omgivelser og satte en god ramme om dagens start.
Åbningsdagen er begyndelsen på et fællesskab, hvor tryghed, nærvær og livskvalitet er i centrum. Vi ser frem til at opbygge stærke relationer og skabe en hverdag, hvor beboerne føler sig hjemme og godt tilpas.
Vi glæder os til alt det, vi skal opleve sammen – og til at skabe gode rammer for et aktivt og meningsfuldt hverdagsliv.


Første arbejdsdag på Friplejehjemmet Asbjørn
D. 01.07.2025
I dag markerede vi en stor milepæl på Friplejehjemmet Asbjørn, hvor 22 nye medarbejdere havde deres første arbejdsdag.
Vi har budt velkommen til et stærkt hold af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, ergoterapeuter, pædagoger, en ernæringsassistent, en faglig koordinator og en serviceassistent. Sammen udgør de et engageret og omsorgsfuldt team, klar til at skabe en tryg og værdifuld hverdag for beboerne.
Dagen bød på fælles morgenmad, introduktion, frokost – og selvfølgelig et fælles billede til mindebogen.



Veloverstået åbent hus på Friplejehjemmet Asbjørn
D. 17.06.2025
Tirsdag den 17. juni afholdt vi åbent hus på Friplejehjemmet Asbjørn på Købstedvej 9 i Tornby. Fra kl. 14.00 til 17.00 fik de mange besøgende mulighed for at opleve huset, se boligerne, stille spørgsmål og mærke stemningen.



Velkommen til Bo og Emil
D. 30.05.2025
Vi byder varmt velkommen til to nye medarbejdere på Friplejehjemmet Asbjørn i Tornby: pedel Bo Sørensen og køkkenleder Emil Pedersen, som begge har første arbejdsdag mandag den 2. juni.
Friplejehjemmet Asbjørn er afleveret
D. 28.05.2025
Under 12 måneder efter første spadestik har vi officielt modtaget nøglerne til Friplejehjemmet Asbjørn i Tornby fra HMC Byg & Anlæg A/S. Vi takker alle samarbejdspartnere for et stærkt samarbejde og går nu ind i den sidste fase, hvor hjemmet gøres klar til at tage imod de første beboere den 1. august.



Anne Marie Rosenkildes første arbejdsdag
D. 10.03.2025
I dag har vi budt velkommen til vores nye forstander, Anne Marie Rosenkilde, der har haft sin første arbejdsdag hos Friplejehjemmet Asbjørn, Tornby. Med engagement og et smil tog hun de første skridt i sin nye rolle, og vi ser frem til at følge hendes arbejde med at skabe et trygt og hjertevarmt hjem for vores beboere.



Anne Marie Rosenkilde bliver leder af Friplejehjemmet Asbjørn
D. 14.01.2025

Vi er stolte over at kunne præsentere Anne Marie Rosenkilde som ny leder af Friplejehjemmet Asbjørn i Tornby. Med 16 års erfaring inden for plejesektoren og en diplomuddannelse i ledelse er Anne Marie det perfekte valg til at stå i spidsen for vores nye friplejehjem, som åbner den 1. august 2025.
Anne Marie kommer fra en stilling som leder af plejehjemmet Margrethelund i Dronninglund og har tidligere haft ledende roller i både Brønderslev og Aalborg Kommuner. Hun brænder for at skabe en varm og tryg hverdag for beboere, pårørende og medarbejdere.
Anne Marie tiltræder sin nye rolle den 1. marts 2025 og vil spille en vigtig rolle i de sidste forberedelser frem mod åbningen. Vi glæder os til at byde hende velkommen og ser frem til samarbejdet.
Hold dig opdateret om vores arbejde her på hjemmesiden.